Se billederne fra Fodsporets fødselsdag her:

Så blev Fodsporets 8. fødselsdag fejret i dag 🙂 Tusinde tak til alle der stillede op på dagen og ikke mindst til alle som lagde vejen forbi og besøgte Fodsporet i Dalmose i dag 🙂 Det var en hyggelig dag med masser af gode snakke og aktiviteter.

Løbevenner fra Sandved kom fra den ene side, Team Rynkeby kom fra den anden side. Der blev malet mel hos Kanehøj Mølle, drejet i træ, taget billeder og lavet popcorn over bål hos Atkærcentret, leget med keramik hos Raastof Keramik. FGU gav os masser af musik, som kunne nydes mens man nød kage og kaffe fra Brugsens kagebod, hvor overskuddet går til byen. Kagerne var bagt af elever på skolen, den kommunale dagpleje og flinke og bagedyst-værdige borgere. Dagli’Brugsen havde også en konkurrence med ” hvem er hvem” med flotte præmier som blev udtrukket til sidt på fødselsdagen.

Food on Wheels havde parkeret deres store foodtruck ved Fodsporet og sørgede for salg af dejlig mad og drikke.

En lokal udviklingsplan så lyset i dagens anledning. Hashøj Sydøst som er en klynge af de 6 lokalområder; Skørpinge, Fårdrup, Flakkebjerg, Gimlinge, Hyllested og Dalmose har gjort sig en masse tanker om udviklingspotentialet i hele området.

Lokalpolitiet var til stede med den mobile politistation og fik gode snakke med både børn og voksne. Dejligt at vi under festlige forhold får den gode dialog med politiet om stort og småt.

Gimlinge og Hyllested Kirker var også på Fodsporet i dag til en snak om stort og småt og havde taget ringspillet med. Rigtig hyggeligt 🙂

Jussi, Heidi og Rene fortalte om konceptet ”Danmark redder liv” og fik flere skrevet op til førstehjælpskursus/førstehjælpere, så den lokale gruppe af førstehjælpere bliver styrket endnu mere. Vi er dybt taknemmelige for at nogen påtager sig denne rolle og kan træde til når det er nødvendigt.

Hundetræner Hanne og hunden Sif og andre hundevenner slog et slag for brugen af høm-høm poser og gav gode tips om træning af hunde. Clara, Anne og Anne havde taget hesten Solskin med og Solskin lagde hesteryg til adskillige trækture 🙂

Hashøj Erhvervsnetværk fortalte om vigtigheden af at det lokale erhvervsliv deler erfaringer og står sammen om at styrke erhvervsvilkår i området. Ved siden af kunne CEMAS give gode råd om islolering og valg af isoleringsmateriale.

Dalmose Skole viste dehydratoren frem som bruges til ”stop madspild” som er et samarbejde mellem Skolen og Dagli’Brugsen. I dag var det også ”Lærerens dag”. International fejring af lærerens indsats. Skolebestyrelsen overleverede i dagens anledning en hilsen og nogle godter til lærerværelset 🙂

Ungehuset holdt i dagens anledning åbent i Ungehuset og havde ved Fodsporet lotteri med spændende præmier.

IF 62 havde konkurrencer i bla hula-hop og sjipning. Hele 18 minutter blev der holdt gang i en hulahop ring… Godt gået Mette 🙂

Dalmosehallen og Støtteforeningen spredte budskabet om alle de arrangementer der er på tapetet den kommende tid og der blev delt flyers ud så folk husker det.

Dejligt med aktiviteter i hallen og i det hele taget viser dagen i dag jo bare at der virkelig er gang i området.

Vi er på ”sporet” 🙂 og vi ses til fest på sporet igen næste år lørdag i uge 40 🙂

Del dette på din Facebook

There are no comments yet.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.